Andersens Eventyr

Selskabet er broget og sælsomt. En fattig prins forklæder sig som svinedreng for at sætte en prinsesse på prøve, en prinsesse der sætter mere pris på snedigt legetøj end på en ægte rose og nattergal. Et lille grantræ, der bestandig ønsker sig ældre og højere og et andet sted hen, lader nutiden glide upåagtet forbi. En splint fra et ondt spejl trænger ind i drengen Kajs øje og hjerte, og lille Gerda drager alene af sted i en båd for at finde ham, giver sine røde sko til floden og forhandler sig vej gennem den ene fortryllelse efter den anden. En lærd mand sender på et lune sin skygge over gaden for at udforske et hus, der synes beboet, men aldrig viser en levende sjæl.

Andersen skriver med en fortællers varme og et megetsigende blink i øjet, henvender sig direkte til læseren og lader et eventyr slutte med at indrømme, at det måske slet ikke er sandt. Prosaen kan pludselig blive lysende: en tepotte, der midt i en sætning skyder op som et levende træ, en tændt tændstik, der folder sig ud til en hel verden af varme og lys. Under det fantasifulde løber en øm moralsk strømning: at oprigtighed vejer tungere end status, at erindring er en slags nåde, og at ønsker er farligst, når den ønskende ikke er rede til dem.

Det er eventyr, der har bevaret deres sælsomhed og deres godhed gennem generationer, små nok til at læse ét ad gangen ved en lampe, dybe nok til at følge et menneske længe efter. En kejsers tåbelige optog på den ene side, en pige og hendes tændstikker i sneen på den anden, og overalt den stille insisteren på, at hjertet ser sandest.