Stolthed og fordom

Ved det første bal charmerer Bingley alle og enhver, mens hans hovmodige ven Darcy næsten lige så hurtigt støder folk fra sig og inden for Elizabeths egen hørevidde affejer hende som ikke smuk nok til at friste mig. Det tilgiver hun ham ikke. Hvad der følger, er en kappestrid mellem domme: danse, der bliver til ordduellers, førstehåndsindtryk, der vejes og vejes igen, en charmerende officer ved navn Wickham, hvis historie stiller Darcy i et endnu mørkere lys. Gennem det hele stoler Elizabeth på sin egen læsning af mennesker, og romanen tager sig god tid til at vise hende, hvor meget hun endnu har at læse.

Omkring dette udspiller sig en hel social verden, gengivet med ondskabsfuld præcision: den krybende hr. Collins, der remser sin velynderindes lovprisninger op, Charlotte Lucas, der gifter sig for et behageligt hjem og siger ligeud, at hun aldrig har været romantisk anlagt. Lady Catherine er vant til smiger og ganske uforberedt på at blive drillet. Austen fanger dem hver især i deres egen stemme og lader dem dømme sig selv.

Tidligt i bogen krydser Elizabeth mudrede marker til fods og ankommer med et ansigt, der gløder af anstrengelsen, og en underkjole med et lag mudder femten centimeter op — små, præcise øjeblikke, der får en salonverden til at føles fuldstændig levende. Under vittigheden ligger et mere stilfærdigt spørgsmål om stolthed og dens pris, og om hvad der skal til for virkelig at se et andet menneske klart. Døren står her åben for enhver, der nogensinde har været skråsikker på at have gennemskuet et andet menneske.